Jeg har også body-shamet… Mig selv

Hvis man for 10 år siden havde sagt til mig, at der ville komme en dag, hvor jeg ingen problemer ville have med at lægge undertøjsbilleder op af mig selv, havde jeg nægtet at tro på dem.

Hvis man for 10 år siden havde sagt til mig, at der ville komme en dag, hvor jeg ingen problemer ville have med at lægge undertøjsbilleder op af mig selv, havde jeg nægtet at tro på det.

I går lagde jeg dette indlæg op om en fyr, der var blevet body-shamet (eller fat-shamet) på nettet. Historien rørte mig dybt – især fordi jeg selv ved, hvordan det er at blive body-shamet. Og det værste er næsten, at en af dem, der har body-shamet mig, er mig selv! Jeg tog på i gymnasiet – rigtig meget faktisk. Mine forældre var midt i deres skilsmisse på det tidspunkt, og min måde at deale med det på var åbenbart at overspise. Da det stod allerværst til, vejede jeg lidt over 100 kg. Jeg hadede min krop og dunkede konstant mig selv i hovedet over, hvor grim og fed jeg var. Derudover oplevede jeg også, hvordan nogle af pigerne fra min klasse kom med flabede kommentarer til mig, og hvordan jeg blev ekskluderet fra fællesskabet, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem hjalp på mit selvværd. Det skal lige siges, at jeg heller ikke selv gjorde noget aktivt for at blive en del af fællesskabet. Jeg lukkede mig meget inde i mig selv, så det har selvfølgelig også været medvirkende til, at jeg blev holdt ekstra meget udenfor.

Jeg kan huske, hvordan jeg glædede mig til at få fri hver dag. Glædede mig til at kunne komme hjem og være mig selv. Uden at skulle være sky og være bange for, hvad andre tænkte om mig. Og jeg glædede mig især til at komme hjem og se Beverly Hills 90210 – hver eneste dag kl. 16.10. Så kunne jeg drømme mig væk. Bare lige i en times tid. At jeg så senere har rejst til Los Angeles flere gange og har forelsket mig hovedkulds i byen er en anden historie. Men mit crush startede nok allerede dengang.

Det er virkelig mærkeligt for mig at tænke tilbage på den periode i gymnasiet, for det føles ikke som om, at det var mig. Jeg er en helt anden person i dag. Udadvendt, glad og positiv. Og så arbejder jeg som model. Det havde jeg aldrig forventet ville ske. Desuden har jeg lært at acceptere og holde af min krop, præcis som den er. Selvom jeg har tabt mig en del siden dengang, så har jeg slet ikke nået det mål, jeg satte mig i sin tid, og det er helt okay. For jeg havde et forskruet idealbillede af, hvordan den perfekte krop ser ud. Men bottom line er, at alle kroppe er perfekte – på hver deres unikke måde.
Det må vi aldrig glemme.

Fat-shaming og sociale medier

Jeg var egentlig i fuld gang med at skrive et andet indlæg, indtil jeg faldt over Thomas Bigums opslag på Facebook om en gut, der var blevet offer for fat-shaming, og så udviklede det sig ellers på de sociale medier – heldigvis i den rigtige retning.

Se om du kan undgå at få tårer i øjnene, når du scroller nedad – kunne jeg i hvert fald ikke selv.
God lørdag derude. Og dans for pokker ;-)

13076957_1226832127329753_7717327972110285615_n

13087312_1226832130663086_6123121728557769635_n

13076644_1226832153996417_663626695070521761_n

13062532_1226832157329750_2205096995665710971_n

13092150_1226832190663080_5281352873098883852_n

13055416_1226832193996413_4431413993340752321_n

13087676_1226832213996411_1828848459013885479_n

13082511_1226832253996407_3028699368673613582_n

‘Calm your mind – change the world’

…er navnet på en bog, jeg lige har købt i Urban Outfitters (eller den hedder egentlig bare ‘Calm’), som er fyldt med diverse tips og god inspiration til, hvordan man opnår mere ‘calmness’ i sin hverdag.

12656314_10156445313795034_266261213_o

Har allerede et favoritcitat fra bogen:

12656030_10156445313455034_1243784203_o

Et tip til mere ro i hverdagen er eksempelvis, at man kan gå nogle flere ture – og meget gerne uden at have noget specifikt mål. Og det var præcis, hvad jeg gjorde i dag. Tog et smut ind til byen og gik lidt rundt i gaderne og sluttede af i Kongens Have, hvor jeg langt om længe fik skudt nogle billeder med mit spejlreflekskamera igen. Har ikke fået det brugt i lang tid, så det var på tide, det blev luftet igen.
Nedenfor er et af de billeder, jeg fik taget. Synes altid det er lidt vanskeligt at få nogle smukke billeder i kassen, når det er gråt og overskyet.

12620647_10156445313955034_1103295300_o

Nå, nu er det vist ved at være sengetid.
Meget apropos:

12695136_10156445313535034_399706811_o

Og:

12699030_10156445313640034_163566958_o

Keep going – og bevar glæden!

12626121_10156404949325034_475526840_n

Det har været en lidt skæv start på 2016 på flere punkter, men heldigvis er alt ikke helt ad h til. Selv hvis det ser allermest sort ud, tvinger jeg altid mig selv til at finde nogle positive aspekter i mit liv og forsøger at fokusere på dem i stedet. Det er vist en overlevelsesmekanisme, jeg udviklede i mine teenageår, men det er en helt anden snak.
Sommetider kan det dog føles fuldkommen umuligt at finde nogle lyspunkter og positive ting i ens liv.

Da jeg skrev bachelorprojekt frem til december sidste år, var jeg faktisk begyndt at blive halvdeprimeret. For nogle år siden var jeg “heldeprimeret”, så jeg kender alarmklokkerne ud og ind. Da jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at bevæge mig ned i det der sorte hul igen først på vinteren, gjorde jeg alt for at kæmpe imod, men intet virkede. Så selvom jeg godt vidste, at jeg var på vej i den forkerte retning, kunne jeg absolut intet gøre – var fuldstændig magtesløs.

Det hele startede nok med, at jeg isolerede mig godt og grundigt for at koncentrere mig om mit projekt. Og man bliver mildest talt skør og ked af at rende rundt i sin egen lille boble i længere tid ad gangen. Alt føltes håbløst. Jeg kunne pludselig ikke overskue mit projekt, motivationen var væk, syntes ikke at jeg var god nok og følte mig pokkers ensom.. Hvilket jo var min helt egen skyld – og projektets skyld selvfølgelig.
Var så trist til mode, at jeg knap nok kunne komme ud af sengen om morgenen/formiddagen (måske endda ved middagstid), for jeg ville helst bare sove mit triste humør væk og hvis jeg var heldig, kunne jeg drømme noget rart. Og jeg vidste jo, at når jeg stod op, skulle jeg skrive på min opgave, så det var en lose-lose situation at stå op. Men der var ingen vej udenom. Opgaven skrev jo ikke sig selv, så jeg kæmpede mig ud af sengen og ind i stuen foran computeren.

Efter opgaven var blevet afleveret den 1. december, havde jeg stadig en grå sky hængende over hovedet, men nu der var blevet løftet et kæmpe åg fra mine skuldre. Dog kunne jeg ikke bare lige ryste tristheden af mig. Der gik vel halvanden måneds tid, før jeg kom til mig selv igen.. Hvilket vil sige her for nyligt. Jeg tror, at det, der har hjulpet mig mest, har været at begynde at være mere social igen. Det har helt klart været medvirkende til, at jeg er kommet ovenpå igen. Og derudover så holder jeg mig beskæftiget med alt muligt forskelligt såsom mit modelarbejde og mit nye (studierelevante!!) job som marketingassistent for et IT-firma. Starter desuden på 6. semester af min bachelor i næste uge, så alt sammen er med til at holde mig i gang – og holde min energi og mit humør oppe. Det er sindssygt vigtigt. I hvert fald for mig. Vil vædde med, at det forholder sig anderledes for andre.
Find ud af, hvad der gør dig glad, og hvad der holder dig kørende. Og hold så ellers fast i det så godt, som du overhovedet kan.

2 x indbrud på en uge

Det var tirsdag den 12. januar. Jeg var i godt humør. Dagen forinden havde jeg nemlig afleveret en svær eksamensopgave, så jeg var mildest talt flyvende. Da jeg pga. eksamen ikke havde set min mor i et par uger, ville jeg i anledning af den genvundne frihed drage nordpå for at besøge hende.

Vi tog ud for at købe ind (og shoppe lidt) ved 16-tiden og vendte retur til hendes hjem kl. ca. 18.30. Da vi trådte ind ad døren, vidste vi straks, at der var noget helt galt. En garderobedør i hall’en stod pivåbent og en taske, som ikke var blevet brugt længe, lå smidt på gulvet. På det tidspunkt anede vi ikke, hvad der ventede os i resten af huset. Det var nok det allerværste tidspunkt. Den der uvished var forfærdelig. Har de raseret HELE huset og smadret ALT? Hvar har de hugget? Er de stadig i huset???

De havde i hvert fald været ufatteligt grundige i deres søgen efter smykker og kontanter. Alle skuffer og skabe var gennemrodet både i stueetagen og på 1. sal. Det eneste, de ikke havde gidet at undersøge, var kælderen og køkkenet, så det er åbenbart i en gryde eller margretheskål, man skal gemme sine smykker.

Min mor fik stjålet sin iPhone, en del smykker og så havde tyvene jokket i en sjælden PH-lampe, som lå på gulvet, fordi den venter på at blive hængt op. Alt taget i betragting slap vi nådigt. Min computer, iPad og pung lå samlet i en taske – klar til lige at tage med, men det eneste, de havde interesse i, var min pung, som de havde rodet igennem (jeg havde ingen kontanter, ha!), så jeg var dybt lettet, da jeg så, at alt stadig var der – trods alt. Især hvad angår computeren – det andet kan erstattes, men alt hvad der ligger på computeren kan jo ikke. Det var lige en reminder til mig selv om, at jeg skal huske at lave back-up noget oftere!

Jeg havde heldigvis mulighed for at blive hjemme hos min mor de følgende dage, så hun kunne føle sig mere tryg, men selvom vi var sammen, føltes alt helt anderledes. Huset emmede af negative energier, og vi havde begge fået sindssygt dårlige nerver og fór sammen ved de mindste lyde.

Nogle dage senere – nærmere betegnet om fredagen – fik jeg så at vide, at min far også havde haft indbrud. Og han bor i en helt anden by flere kilometer derfra. Hvad er chancen (eller nærmere risikoen) lige for det?! Han havde heldigvis ikke fået hugget så mange ting, men det er stadig vildt ubehageligt, når det sker. Det er jo ens allerhelligste base, som nogen helt respektløst flår fra hinanden. Faktisk er det værste ikke alle de materielle ting, de hugger, men mere den frygt og utryghed, der sætter sig i én efterfølgende.

Når alt kommer til alt, må vi prise os lykkelige for, at ingen af os er kommet til skade eller noget som helst.

Og med det in mente:

images (1)