‘Calm your mind – change the world’

…er navnet på en bog, jeg lige har købt i Urban Outfitters (eller den hedder egentlig bare ‘Calm’), som er fyldt med diverse tips og god inspiration til, hvordan man opnår mere ‘calmness’ i sin hverdag.

12656314_10156445313795034_266261213_o

Har allerede et favoritcitat fra bogen:

12656030_10156445313455034_1243784203_o

Et tip til mere ro i hverdagen er eksempelvis, at man kan gå nogle flere ture – og meget gerne uden at have noget specifikt mål. Og det var præcis, hvad jeg gjorde i dag. Tog et smut ind til byen og gik lidt rundt i gaderne og sluttede af i Kongens Have, hvor jeg langt om længe fik skudt nogle billeder med mit spejlreflekskamera igen. Har ikke fået det brugt i lang tid, så det var på tide, det blev luftet igen.
Nedenfor er et af de billeder, jeg fik taget. Synes altid det er lidt vanskeligt at få nogle smukke billeder i kassen, når det er gråt og overskyet.

12620647_10156445313955034_1103295300_o

Nå, nu er det vist ved at være sengetid.
Meget apropos:

12695136_10156445313535034_399706811_o

Og:

12699030_10156445313640034_163566958_o

Keep going – og bevar glæden!

12626121_10156404949325034_475526840_n

Det har været en lidt skæv start på 2016 på flere punkter, men heldigvis er alt ikke helt ad h til. Selv hvis det ser allermest sort ud, tvinger jeg altid mig selv til at finde nogle positive aspekter i mit liv og forsøger at fokusere på dem i stedet. Det er vist en overlevelsesmekanisme, jeg udviklede i mine teenageår, men det er en helt anden snak.
Sommetider kan det dog føles fuldkommen umuligt at finde nogle lyspunkter og positive ting i ens liv.

Da jeg skrev bachelorprojekt frem til december sidste år, var jeg faktisk begyndt at blive halvdeprimeret. For nogle år siden var jeg “heldeprimeret”, så jeg kender alarmklokkerne ud og ind. Da jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at bevæge mig ned i det der sorte hul igen først på vinteren, gjorde jeg alt for at kæmpe imod, men intet virkede. Så selvom jeg godt vidste, at jeg var på vej i den forkerte retning, kunne jeg absolut intet gøre – var fuldstændig magtesløs.

Det hele startede nok med, at jeg isolerede mig godt og grundigt for at koncentrere mig om mit projekt. Og man bliver mildest talt skør og ked af at rende rundt i sin egen lille boble i længere tid ad gangen. Alt føltes håbløst. Jeg kunne pludselig ikke overskue mit projekt, motivationen var væk, syntes ikke at jeg var god nok og følte mig pokkers ensom.. Hvilket jo var min helt egen skyld – og projektets skyld selvfølgelig.
Var så trist til mode, at jeg knap nok kunne komme ud af sengen om morgenen/formiddagen (måske endda ved middagstid), for jeg ville helst bare sove mit triste humør væk og hvis jeg var heldig, kunne jeg drømme noget rart. Og jeg vidste jo, at når jeg stod op, skulle jeg skrive på min opgave, så det var en lose-lose situation at stå op. Men der var ingen vej udenom. Opgaven skrev jo ikke sig selv, så jeg kæmpede mig ud af sengen og ind i stuen foran computeren.

Efter opgaven var blevet afleveret den 1. december, havde jeg stadig en grå sky hængende over hovedet, men nu der var blevet løftet et kæmpe åg fra mine skuldre. Dog kunne jeg ikke bare lige ryste tristheden af mig. Der gik vel halvanden måneds tid, før jeg kom til mig selv igen.. Hvilket vil sige her for nyligt. Jeg tror, at det, der har hjulpet mig mest, har været at begynde at være mere social igen. Det har helt klart været medvirkende til, at jeg er kommet ovenpå igen. Og derudover så holder jeg mig beskæftiget med alt muligt forskelligt såsom mit modelarbejde og mit nye (studierelevante!!) job som marketingassistent for et IT-firma. Starter desuden på 6. semester af min bachelor i næste uge, så alt sammen er med til at holde mig i gang – og holde min energi og mit humør oppe. Det er sindssygt vigtigt. I hvert fald for mig. Vil vædde med, at det forholder sig anderledes for andre.
Find ud af, hvad der gør dig glad, og hvad der holder dig kørende. Og hold så ellers fast i det så godt, som du overhovedet kan.

2 x indbrud på en uge

Det var tirsdag den 12. januar. Jeg var i godt humør. Dagen forinden havde jeg nemlig afleveret en svær eksamensopgave, så jeg var mildest talt flyvende. Da jeg pga. eksamen ikke havde set min mor i et par uger, ville jeg i anledning af den genvundne frihed drage nordpå for at besøge hende.

Vi tog ud for at købe ind (og shoppe lidt) ved 16-tiden og vendte retur til hendes hjem kl. ca. 18.30. Da vi trådte ind ad døren, vidste vi straks, at der var noget helt galt. En garderobedør i hall’en stod pivåbent og en taske, som ikke var blevet brugt længe, lå smidt på gulvet. På det tidspunkt anede vi ikke, hvad der ventede os i resten af huset. Det var nok det allerværste tidspunkt. Den der uvished var forfærdelig. Har de raseret HELE huset og smadret ALT? Hvar har de hugget? Er de stadig i huset???

De havde i hvert fald været ufatteligt grundige i deres søgen efter smykker og kontanter. Alle skuffer og skabe var gennemrodet både i stueetagen og på 1. sal. Det eneste, de ikke havde gidet at undersøge, var kælderen og køkkenet, så det er åbenbart i en gryde eller margretheskål, man skal gemme sine smykker.

Min mor fik stjålet sin iPhone, en del smykker og så havde tyvene jokket i en sjælden PH-lampe, som lå på gulvet, fordi den venter på at blive hængt op. Alt taget i betragting slap vi nådigt. Min computer, iPad og pung lå samlet i en taske – klar til lige at tage med, men det eneste, de havde interesse i, var min pung, som de havde rodet igennem (jeg havde ingen kontanter, ha!), så jeg var dybt lettet, da jeg så, at alt stadig var der – trods alt. Især hvad angår computeren – det andet kan erstattes, men alt hvad der ligger på computeren kan jo ikke. Det var lige en reminder til mig selv om, at jeg skal huske at lave back-up noget oftere!

Jeg havde heldigvis mulighed for at blive hjemme hos min mor de følgende dage, så hun kunne føle sig mere tryg, men selvom vi var sammen, føltes alt helt anderledes. Huset emmede af negative energier, og vi havde begge fået sindssygt dårlige nerver og fór sammen ved de mindste lyde.

Nogle dage senere – nærmere betegnet om fredagen – fik jeg så at vide, at min far også havde haft indbrud. Og han bor i en helt anden by flere kilometer derfra. Hvad er chancen (eller nærmere risikoen) lige for det?! Han havde heldigvis ikke fået hugget så mange ting, men det er stadig vildt ubehageligt, når det sker. Det er jo ens allerhelligste base, som nogen helt respektløst flår fra hinanden. Faktisk er det værste ikke alle de materielle ting, de hugger, men mere den frygt og utryghed, der sætter sig i én efterfølgende.

Når alt kommer til alt, må vi prise os lykkelige for, at ingen af os er kommet til skade eller noget som helst.

Og med det in mente:

images (1)

BA-projekt, dårlig samvittighed – og en artikel

Der har været noget stille herinde på det sidste.. Meget stille faktisk. Og det skyldes ganske simpelt, at jeg knokler med mit bachelorprojekt i øjeblikket. Det skal afleveres om en uge, så den skal bare have en ordentlig skalle her til sidst. Jeg er dog næsten færdig, så jeg kan heldigvis tage den lidt med ro – lige indtil natten inden aflevering, hvor jeg sikkert (som sædvanlig) sidder og skal rette nogle af de sidste småting igennem. Men nøj, hvor jeg dog glæder mig til at få afleveret! Opgaven har hængt mig langt ud af halsen på det sidste, fordi ligegyldigt hvad jeg ellers foretager mig, får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg føler, at jeg burde sidde og skrive 24/7. Men nu er der heldigvis ikke længe til, den er ude af verden – yes!

På vej til interview

På vej til interview

Nå, men noget helt andet er, at jeg i fredags blev interviewet af magasinet, Q, om det at arbejde som kurvet model og om kropsidealer. Jeg var ret så nervøs inden interviewet, fordi det er første gang, et magasin vil lave en artikel med mig, men det gik rigtig fint, og journalisten var selvfølgelig vildt sød og nem at snakke med. Hun sendte mig artiklen i går til gennemlæsning, og jeg må sige, at jeg er godt tilfreds. Artiklen kommer højst sandsynligt i bladet til januar, men er ikke helt sikker.

Jeg må hellere komme tilbage til opgaven nu.. For en kort stund inden turen går under dynen. Måske med Natholdet kørende i baggrunden ;-)

Nat nat!

Alenetid – og artikeltid

Fandt det smukkeste (og mærkeligste) blad forleden.. Bilder mig selv ind, at det bringer held ;-)

Fandt det smukkeste (og mærkeligste) blad forleden.. Bilder mig selv ind, at det bringer held ;-)

Jeg har været noget stille her på det sidste. Egentlig både herinde og i den virkelige verden. Normalt er jeg typen, der snakker derudad med alle mulige mennesker, men af en eller anden grund, har jeg haft brug for at lukke mig lidt inde i mig selv i en periode. Sådanne perioder kan jeg godt have i ny og næ, hvor jeg bliver nødt til at trække mig fra diverse sociale arrangementer etc. Det irriterer mig egentlig grænseløst, når jeg har det sådan, for det er jo ikke spor sjovt.. Jeg vil meget hellere ud og socialisere og hygge mig end at sidde herhjemme og kukkelure. Men sidstnævnte er akkurat, hvad jeg har haft brug for på det sidste. Jeg har dog tvunget mig selv til at mødes med nogle venner enkelte gange for ikke at blive fuldstændig skør, så det har nok opretholdt en meget god balance for mig.

Jeg aner ikke, hvad det er, der forårsager de der stille perioder, men de melder bare deres ankomst fra tid til anden. Denne gang er det måske pga., at det er blevet mørkere, men jeg plejer nu ikke at lade mig mærke synderligt af vejret.

Nå, noget helt andet er, at et dansk kvindemagasin tidligere i dag spurgte, om jeg vil medvirke i en artikel på 4-5 sider.. Say whaaat?! Jeg blev lige nødt til at nærlæse den pågældende mail et par gange for at være helt sikker på, at det ikke var for sjov. Det var det så åbenbart ikke – spændende!
Sådan et skulderklap hjælper en smule på mine “blues” ;-)

Jeg har brug for din hjælp!

Dating-apps1

…hvis du altså bruger eller har brugt dating-apps. Det er nemlig emnet for mit bachelorprojekt, og jeg mangler stadig en del data, før min undersøgelse kan bruges til noget som helst. Og det er dér du kommer ind i billedet.
Hvis du besvarer et kort spørgeskema, vil det være en kæmpe hjælp for mig. Jeg tør godt vædde med, at den gode karma rammer dig igen meget snart ;-)

Spørgeskemaet findes lige her

Ps. Hvis du ikke længere benytter dig af dating-apps, skal du blot svare, hvordan dit brug var.

Monday blues

12188858_10156112329170034_690831642_n

Jeg elsker at skrive – både når jeg er glad og trist. At skrive kan også være en form for terapi for mig og har egentlig alle dage været det. Da jeg var lille, skrev jeg digte. Da jeg var teenager skrev jeg sange, og nu skriver jeg mine tanker ned i notesbøger – eller jeg skriver indlæg her, som faktisk har nogenlunde samme effekt.
Men jeg har ikke skrevet mine tanker ned længe, hvilket gør, at det tankerne har hobet sig lidt (meget) op i mit hoved. Kan slet ikke finde hoved og hale på det hele og føler, at jeg tuller rundt i en osteklokke i disse dage. Har mest lyst til bare at være alene, men tvinger alligevel mig selv til at mødes med mine venner jævnligt, fordi jeg tror, at jeg får det bedre af det, men det gør jeg egentlig ikke rigtigt. Eller jo, lige i de timer jeg er sammen med dem, er det hyggeligt og skønt som altid, men bagefter rammer ensomheden og tomheden mig virkelig hårdt. En helt ubeskrivelig tomhed, som dukker op ud af det blå.

Som mange af jer ved, har jeg jo ledt efter kærligheden i nogen tid efterhånden, men den lader vente på sig.. Lige nu er der på ingen måde udsigt til nogen opklaring på den front, så måske er det dét, der har slået mig lidt ud af kurs.. På det seneste har jeg vovet mig ud på den ene date efter den anden, selvom jeg slet ikke har orket det, men tanken “hvad nu hvis?” har ligget i baghovedet konstant, så jeg tog chancen nogle gange, men uden held, og nu er jeg godt og grundigt træt af det der datingræs – endnu en gang. Hvorfor pokker skal det være så svært at finde ham der gutten på den hvide hest?

Så ja, ikke kun i dag, men de seneste dage har jeg haft ‘the blues’. Hvad grunden er, ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg ved, at selv de mindste ting, føles helt uoverskuelige at gøre.. Såsom opvask, oprydning, træning etc. Ting som jeg normalt bare gør uden at tænke synderligt over det, og det er hamrende frustrerende. Og endnu mere frustrerende er, at jeg slet heller ikke magter at skrive bachelorprojekt lige i øjeblikket, så det går kun fremad i sneeeglefart – suk!

Ah well.. Sådan er livet jo også en gang imellem. Hvem ved, måske bliver det bedre i morgen..

Kompliment fra en fremmed

Beautiful

Vi danskere kan være ret dårlige til at give hinanden komplimenter – og især når det kommer til at give fremmede mennesker komplimenter. Jeg synes fx selv, at det kan være ret så grænseoverskridende at gå hen til en pige, jeg ikke kender og fortælle hende, at jeg synes godt om hendes frakke eller noget i den dur. Men én ting er at komplimentere en beklædningsgenstand.. Noget andet er at sige til en fremmed person, at vedkommende er smuk, men det var præcis, hvad jeg selv var ude for i dag.

Jeg var på Kaffix og skulle have mit daglige kaffe-fix og ud af det blå, spurgte ejeren mig, hvor jeg kom fra. “Jeg kommer her fra Danmark” svarede jeg, hvorefter hun sagde, at jeg var virkelig smuk. Tror nok, at jeg blev lidt rød i kinderne, fordi det kom så uventet – og så endda fra en anden kvinde. Så fortalte hun, at der var én, der havde sagt det samme til hende forleden, og at det havde gjort hende så glad så i stedet for bare at tænke det inde i sig selv, ville hun også sige det til mig. Hun gjorde lige min dag en anelse bedre ved sådan en lille bemærkning. En gang imellem skal der ikke særlig meget til :-)
Jeg holder generelt af at få komplimenter – også selvom jeg kan have virkelig svært ved at tage imod dem – men det er ligesom om, at det gør større indtryk på mig, når en fremmed giver en kompliment, fordi man kan mærke, at det kommer helt spontant og virker derfor endnu mere ægte.

Det har som regel været i udlandet, jeg har fået komplimenter af fremmede mennesker – især i USA. Der er de jo generelt virkelig åbne og imødekommende. De er ikke så bange for at falde i snak med hinanden, som vi har tendens til at være herhjemme.

Hvornår har du egentlig sidst givet et fremmed menneske en kompliment?
Måske skulle du gøre det i morgen ;-)

Nye billeder for Zizzi

Jeg kan endelig dele en rigtig glædelig nyhed med jer. Her for nyligt havde jeg æren af arbejde med danske Zizzi, som er Nordens største plus size-brand. Har tidligere gået show for dem, men denne gang skulle der laves nogle billeder til deres hjemmeside.
Herunder er nogle smagsprøver. Resten kan ses her og her :-)

Zizzi4

Zizzi11

Zizzi

Når man et splitsekund ser døden i øjnene

(jamiewayne.com)

(jamiewayne.com)

I dag var en dag ligesom alle andre. Jeg havde været på arbejde og var på vej hjem. Fulgtes med min bror til Nørreport, og alt var fint og fornøjeligt. Jeg slentrede stille og roligt hen til Hovedbiblioteket og afhentede nogle bøger, jeg havde reserveret. Og gik så tilbage til Nørreport for at vente på bussen hjem. Meget detaljeret, I know.. Men der er en mening med de mange detaljer.

Jeg havde bidt mærke i, at det blæste helt grotesk meget i dag. Henne ved busstoppestedet kiggede jeg op på et MEGET stort og højt stillads. Vurderede, at jeg hellere måtte stille mig lidt væk fra den del af stilladset, der så mest faretruende ud. Som sagt så gjort, og der var nu 2 min., til min bus skulle komme. Jeg stod faktisk og tænkte på, at jeg så frem til at komme ind i bussen og væk fra stilladset, når det blæste så kraftigt. Et kort øjeblik efter lød der et ordentligt brag. En stor pakke fyldt med tykke rockwool-plader var landet lige ved siden af mig. Og når jeg siger lige ved siden af mig, mener jeg måske 20-30 cm. fra mine fødder. Til at starte med var jeg helt i chok og fattede ikke helt, hvad der var sket. Det var som om, at tiden gik i stå et kort øjeblik. Da jeg kiggede rundt, gik det så op for mig, at der var noget helt galt. Folks øjne og gisp sagde det hele. Cyklister og gående kiggede forskræmte på mig med åben mund og polypper, og først da gik det op for mig, at jeg måske lige havde været i livsfare. Tør ikke helt at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde taget bare et lille skridt til højre kort tid forinden.
Og for at vende tilbage til det med alle detaljerne. Det viser bare, hvor højst mærkværdigt det var, at jeg lige skulle stille mig hen til busstoppestedet på dét tidspunkt. Jeg havde endda lige misset en bus – hvis jeg havde nået den, havde jeg slet ikke været skydeskive for en kæmpe pakke rockwool….

Jeg følte mig meget heldig lige dér. Da det gik op for mig, hvad der var sket. Eller rettere, hvad der ikke var sket. Og overvejede et kort øjeblik at købe en lottokupon. Men havde mest bare lyst til at skynde mig hjem og blive inden døre resten af dagen. Så det gjorde jeg – og jeg kommer først ud igen i morgen :-)
(Hmm… Mon ikke man kan købe en lottokupon online?!)

Ved godt, at det er en kliché, men for filan da… HUSK nu at nyde hver evig eneste dag du har. Ingen ved, hvor længe vi er her.

Velkommen oktober

12077325_10156035525860034_1165122233_n

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at sommer er min yndlingssæson – jeg er også et ægte sommerbarn med fødselsdag den 7/7 – men der er alligevel noget helt magisk ved efteråret. Solen står lavere på himlen, hvilket giver et utrolig smukt lys. Luften er lidt friskere. Bladene skifter farve, siger farvel til træernes grene og lægger sig som det fineste tæppe på gader og stræder.
Så det kan godt være, at sommeren er ovre (inden den nærmest fik begyndt..), men det gør egentlig ikke så meget, når smukke oktober har meldt sin ankomst. Så længe måneden bare lige holder lidt igen med regnen, så er alt godt.

Jeg har egentlig ikke de store planer for oktober måned endnu. Planlægger altid helst maks. en uge frem. Og jeg lægger så vidt muligt aldrig planer for alle ugens dage, fordi jeg gerne vil efterlade plads til spontanitet. Derudover er det også alfa og omega, at jeg er fleksibel ift. mit modelarbejde. Ofte bliver jeg booket 1-2 dage før et shoot, så jeg ved aldrig helt, hvad den nærmeste fremtid bringer. Før i tiden da jeg arbejdede fuld tid på kontor, var alt i min kalender altid minutiøst planlagt, og jeg arbejdede mandag til fredag fra 8 til 16 – der var ikke så mange overraskelser. Nu er mit liv stik modsat. Går til forelæsninger på uni, skriver bachelorprojekt og arbejder, når chancerne lige byder sig.
Da jeg startede på mit studie for to år siden, føltes det meget tomt ikke længere at skulle møde på arbejde kl. 8 hver morgen. Pludselig havde jeg denne kæmpemæssige mængde frihed, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med. Var jo slet ikke vant til det. Vanerne blev selvfølgelig gradvist ændret, og det nye liv blev mere og mere struktureret. Med ét skulle jeg lære helt selv at styre min hverdag og planlægge, hvornår der skulle læses etc.
Den dag i dag kan jeg slet ikke forestille mig at skulle arbejde fra 8 til 16. Men igen – det handler jo alt sammen om vaner. Og vaner kan sagtens ændres, hvis man virkelig vil. Selvom nogle tager længere tid at ændre end andre.
Nå, det var egentlig et lille sidespor..

Apropos læsning, så skal jeg mødes med en af mine bedste veninder her snart. Vi tager sommetider på læsedates, hvor vi kan kombinere læsning med hygge og snak. Og tro det eller ej – vi formår rent faktisk at få læst noget, når vi mødes ;-)

Ha’ en skøn 1. oktober!

Noget om kropsidealer, Gitte Nielsen og mit allerførste lingerie-shoot

Jeg er lige kommet hjem fra mit første lingerie-shoot nogensinde og har mega optur på, fordi det hele bare spillede! Skønt team og smuk location. Vi skulle skyde på Plaza Hotel i Kbh.
I går (og især i morges) var jeg ret så nervøs for, hvordan jeg nu ville klare den. Dels fordi det egentlig er lidt uden for min comfort zone sådan at stå i undertøj overfor andre mennesker, men også fordi jeg aldrig har gjort det før, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente. Jeg fik taget et par undertøjs-testbilleder i sidste år – bare for at have dem i min portfolio, men der følte jeg mig slet ikke godt tilpas foran kameraet, hvilket man også tydeligt kunne se på billederne. De billeder, der blev taget i dag, er helt anderledes. Et af dem kan ses herunder.

12064311_10156030301590034_2108302394_n

Fotograf: Jonas Jensen

Make-up og hår: Trine Ebsen

Hvis man for bare 3 år siden havde spurgt, om jeg ville posere i lingerie på en seng, havde jeg sagt blankt nej – og jeg ville i øvrigt også have ment, at min krop ikke ville være værd at se på i lingerie. Min tankegang omkring min krop har heldigvis ændret sig markant de seneste par år. Det har helt sikkert betydet noget, at jeg begyndte at arbejde professionelt som model for to års tid siden. Lige så stille har jeg fået udviklet et mere positivt selvbillede. Især hvad angår min krop. Selvfølgelig er der stadig enkelte kropsdele (læs: lår), jeg kunne ønske så anderledes ud, men jeg vælger at acceptere hele min krop, som den er, for det er nu engang sådan, jeg ser ud.
Modellen, Ashley Graham, beskriver det egentlig meget godt i sin TED-talk (se den i øvrigt!):
“I felt free once I realized I was never going to fit the narrow mole that society wanted me to fit in.”

Hvis man konstant bestræber sig på at opnå ‘den perfekte krop’, er man jo fuldkommen fanget i den tankegang og vil aldrig føle sig god nok. Og hvad er den perfekte krop egentlig? I bund og grund er vi vel alle “perfekte” på hver vores unikke måde.

Netop kropsidealer og dét at elske sin krop, som den er, er temaet i Gitte Nielsens talkshow i aften, hvor jeg bl.a. er gæst. Det er på Kanal 4 kl. 22 – håber I vil kigge med :-)