En mening med meningsløsheden

Vær nu bare syg uden skyldfølelse

yoda

Jeg er blevet den heldige vinder af en gang influenza – nu med øjenbetændelse som bonus. Det startede i weekenden, og jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne tillade mig at tage et par dage på langs for at komme ovenpå hurtigst muligt, og helst inden et modeljob torsdag. Mandag gik fint på den måde, og det samme gjorde tirsdag, men da jeg nåede onsdag, var min tålmodighed ved at være opbrugt. Rastløsheden begyndte at melde sig – og ikke mindst den dårlige samvittighed. Det var nu ikke, fordi jeg behøvede at være nogen steder de dage. Jo, jeg havde da aflyst et par aftaler, men jeg har ingen arbejdsgiver, som jeg skal stå skoleret overfor, så hvorfor den der skyldfølelse? Eller det vil sige.. Jeg blev faktisk nødt til at melde mig syg til modeljobbet i dag (hvilket jeg gjorde i går, så de kunne nå at finde en anden), og det er første gang nogensinde, jeg er blevet nødt til at gøre det. Men det er slet ikke dét, jeg har dårlig samvittighed over. Det er udelukkende min samvittighed overfor mig selv. Fx er jeg ekstremt træt i disse dage og faldt i søvn ved midnatstid i går og stod først op kl. 11.30 i dag. Og nøøøj, det havde jeg det skidt med. Tænk, hvor meget jeg kunne have nået at lave i de timer, hvor jeg bare havde ligget og boblet. Hvor må jeg dog være doven – sådan tænker jeg i øvrigt altid, når jeg sover lidt for længe. Men når den slags tanker melder sig – hvilket de ofte gør – så bliver jeg nødt til at stoppe op og sige “Halloooo, du er syg!”. Det er okay at sove det halve af dagen væk, hvis det er dét kroppen har brug for. Og det er okay at binge-watche 2+ sæsoner af Girls på 3 dage, hvis der er brug for det (tro mig, det var der!). Men hvad så med de motiverede ansøgninger, som venter på at blive skrevet færdig, så jeg kan søge ind på kandidatuddannelser inden lørdag?! Well, de bliver måske ikke så perfekte, som jeg gerne vil have dem, fordi jeg er svimmel konstant og ikke kan koncentrere mig, men so be it. Jeg skal nok få dem sendt afsted inden fristen udløber.

Det lyder helt skørt, når jeg skriver det hele ned ord for ord, men jeg ved, at der er mange, der kender til det. Og nu er dette bare et lille eksempel. Den der dårlige samvittighed kan opstå når som helst og uden nogen egentlig valid grund. Vi er blevet så prægede af det præstationssamfund, vi lever i, at vi ikke engang kan give os selv en timeout, når der er brug for det. Vi skal absolut være på farten. Og helst hele tiden. Selvom jeg er blevet bedre til at give mig selv mere tid og plads til bare at være, så er der stadig lang vej, for jeg bliver rastløs, hvis jeg holder mig i ro for længe. Men måske er det bare en naturlig reaktion, fordi mennesket har brug for indtryk og udfordringer. Der er sikkert behov for endnu flere indtryk i dag end tidligere som følge af sociale medier o.lign. Nå, det er en helt anden snak.

Nu vil jeg prøve at få skrevet videre på ansøgningerne. Eller måske skulle jeg tage mig en lur først…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En mening med meningsløsheden