Jeg er flov over at være dansker

Mit besøg hos overboen – og mit møde med Ben L’Oncle Soul

Jeg har nu boet i min lejlighed knap og nap halvandet år, og i al den tid, jeg har boet her, har jeg mildest talt været pænt irriteret på min overbo. Han kan finde på at spille musik for fuld skrald kl. 9 en søndag morgen – søndag er som regel min sove-længe-dag, så det er ret frustrerende! Men generelt spiller han faktisk bare musik hele tiden. Altså hver dag. Meget højt.
Og jeg har bare fundet mig i det. Ja, jeg har været irriteret over det, men jeg havde intet gjort ved det – lige indtil forleden..

Klokken var 18, det var torsdag, og jeg var på vej hjem efter en lang arbejdsdag. Efterhånden som jeg nåede op til min hoveddør, blev jeg mere og mere overbevist om, at nogen nok holdt fest. Der blev spillet høj (og god!) musik ovenfra. Min første tanke var, om det mon var højt nok til, at jeg kunne shazam’e det.. Nej, det var det ikke. Øv. Min anden tanke var, at jeg slet ikke kunne overskue mere larm i mit hoved den dag. På mit arbejde sidder vi i storrumskontor, og der er derfor mange lyde, som jeg mere eller mindre frivilligt skal tage stilling til og forsøge at lukke ude. Da jeg kom hjem, trængte jeg derfor bare til fred og ro. Derfor nåede jeg faktisk ikke engang at tænke mig om. Jeg smed min taske på sofaen, vendte om på hælen – nåede lige at minde mig selv om, at jeg skulle huske mine nøgler – og så gik jeg ellers op og bankede på hos overboen.

Han åbnede døren, og inden jeg nåede at sige noget, sagde han:
“Jeg skal skrue ned?”
Mig:
“Ja tak, det ville virkelig være rart. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og trænger til lidt ro, og det lyder nærmest, som om jeg selv spiller høj musik nede i stuen.”
Ham:
“Ahh, det kan jeg godt se. Jeg elsker bare musik. Men jeg skal nok skrue ned.”
Mig:
“Tak. Selvfølgelig må du høre alt det musik, du vil, men ja..
Hvem var det i øvrigt, du hørte lige før?”
Ham:
“Det var Ben L’Oncle Soul. Ham hører jeg rigtig meget lige for tiden. Han er super god.”
Mig:
“Ahh okay –  ja, det lød vildt fedt! Ham må jeg lige tjekke ud.”

Og du bør også tjekke ham ud, hvis du ikke allerede kender ham – nøj, det er godt!

ben-loncle-soul__dimitri_simon

Vi stod lidt og talte frem og tilbage og til slut, gav han mig hånden, præsenterede sig og sagde, at det var hyggeligt at møde mig.
Selvom jeg et kort øjeblik følte mig som en sur gammel dame, var det alligevel fedt at lytte til mig selv, og hvad jeg havde behov for. I virkeligheden havde jeg jo haft behov for ro mange andre gange, hvor hans højttalere havde været på overarbejde, men jeg har hver gang fundet på undskyldninger for, hvorfor jeg ikke skulle gå op til ham og klage over larmen. Mest af alt har jeg villet undgå konflikten – jeg hader konflikter! Så hvis jeg kan være dem foruden, vil jeg helst det. Nu kunne jeg dog mærke, at min grænse var nået, og så var det bare om at få gjort noget ved det, inden jeg nåede at tænke mig alt for meget om. Og han var jo virkelig sød og forstående, så det var jo slet ikke så farligt, som jeg havde fået bildt mig ind.

Når det så er sagt, så synes jeg, at vi kommer hinanden alt for lidt ved i lejlighedsopgange. Tænk, at der gik et helt år, før jeg fik hilst på min overbo. Jeg anede ikke engang, hvordan han så ud. Man burde faktisk indføre en regel om, at man skal gå rundt og sige hej til alle i opgangen, når man flytter ind et nyt sted. Forleden tænkte jeg, at det kunne være sjovt at gå rundt og hilse på allesammen, men så kom jeg til at tænke på, at det ville være liiiidt mærkeligt at sige til dem: “Hej, jeg hedder Josephine – jeg flyttede ind for halvandet år siden, så jeg ville bare lige hilse på…”
Jeg må lægge en anden plan :-)

Et lille grin inden senge tid:

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er flov over at være dansker