Vær nu bare syg uden skyldfølelse

yoda

Jeg er blevet den heldige vinder af en gang influenza – nu med øjenbetændelse som bonus. Det startede i weekenden, og jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne tillade mig at tage et par dage på langs for at komme ovenpå hurtigst muligt, og helst inden et modeljob torsdag. Mandag gik fint på den måde, og det samme gjorde tirsdag, men da jeg nåede onsdag, var min tålmodighed ved at være opbrugt. Rastløsheden begyndte at melde sig – og ikke mindst den dårlige samvittighed. Det var nu ikke, fordi jeg behøvede at være nogen steder de dage. Jo, jeg havde da aflyst et par aftaler, men jeg har ingen arbejdsgiver, som jeg skal stå skoleret overfor, så hvorfor den der skyldfølelse? Eller det vil sige.. Jeg blev faktisk nødt til at melde mig syg til modeljobbet i dag (hvilket jeg gjorde i går, så de kunne nå at finde en anden), og det er første gang nogensinde, jeg er blevet nødt til at gøre det. Men det er slet ikke dét, jeg har dårlig samvittighed over. Det er udelukkende min samvittighed overfor mig selv. Fx er jeg ekstremt træt i disse dage og faldt i søvn ved midnatstid i går og stod først op kl. 11.30 i dag. Og nøøøj, det havde jeg det skidt med. Tænk, hvor meget jeg kunne have nået at lave i de timer, hvor jeg bare havde ligget og boblet. Hvor må jeg dog være doven – sådan tænker jeg i øvrigt altid, når jeg sover lidt for længe. Men når den slags tanker melder sig – hvilket de ofte gør – så bliver jeg nødt til at stoppe op og sige “Halloooo, du er syg!”. Det er okay at sove det halve af dagen væk, hvis det er dét kroppen har brug for. Og det er okay at binge-watche 2+ sæsoner af Girls på 3 dage, hvis der er brug for det (tro mig, det var der!). Men hvad så med de motiverede ansøgninger, som venter på at blive skrevet færdig, så jeg kan søge ind på kandidatuddannelser inden lørdag?! Well, de bliver måske ikke så perfekte, som jeg gerne vil have dem, fordi jeg er svimmel konstant og ikke kan koncentrere mig, men so be it. Jeg skal nok få dem sendt afsted inden fristen udløber.

Det lyder helt skørt, når jeg skriver det hele ned ord for ord, men jeg ved, at der er mange, der kender til det. Og nu er dette bare et lille eksempel. Den der dårlige samvittighed kan opstå når som helst og uden nogen egentlig valid grund. Vi er blevet så prægede af det præstationssamfund, vi lever i, at vi ikke engang kan give os selv en timeout, når der er brug for det. Vi skal absolut være på farten. Og helst hele tiden. Selvom jeg er blevet bedre til at give mig selv mere tid og plads til bare at være, så er der stadig lang vej, for jeg bliver rastløs, hvis jeg holder mig i ro for længe. Men måske er det bare en naturlig reaktion, fordi mennesket har brug for indtryk og udfordringer. Der er sikkert behov for endnu flere indtryk i dag end tidligere som følge af sociale medier o.lign. Nå, det er en helt anden snak.

Nu vil jeg prøve at få skrevet videre på ansøgningerne. Eller måske skulle jeg tage mig en lur først…

En mening med meningsløsheden

Det er nu et par uger siden, jeg skrev et hudløst ærligt indlæg om, hvordan jeg egentlig går og har det lige i øjeblikket. Det var med bævende hjerte, at jeg trykkede “udgiv”, for jeg tænkte, at det måske var en anelse for personligt. Midt i tvivlen stoppede jeg op og blev enig med mig selv om, at det var et vigtigt indlæg at udgive, fordi det måske kan give en form for trøst til nogen, som måtte sidde i samme situation lige nu. Men i bund og grund var det egentlig for at vise, at alt ikke altid er så perfekt, som vi ofte giver udtryk for på de sociale medier. Selvfølgelig ville det ikke være synderligt opløftende, hvis alle kun skrev om deres problemer konstant, men hvorfor viser vi udelukkende den polerede og positive side frem af vores tilværelse?

Da jeg havde skrevet indlægget, blev jeg kontaktet af venner og bekendte, tidligere kolleger og sågar folk jeg slet ikke kendte. De bifaldt min ærlighed, og nogle af dem kunne nikke genkendende til noget af det, jeg havde beskrevet. Jeg oplevede simpelthen sådan en varme – og samtidig en gensidig befrielse. De syntes, at det var befriende, at nogen turde tale højt om den slags, mens jeg selv fandt det befriende, at alle tog så godt imod det.
Og når det så er sagt, så er det faktisk også det indlæg, som har haft flest læsere på min blog nogensinde. På en eller anden måde må det indikere et ønske om mere ærlighed i nutidens sociale medier.

Nå, det var bare lige en lille tanke. Jeg må hellere komme i seng nu – måske for at se det seneste afsnit af Westworld, måske for at sove. Det vil vise sig.

Jeg vender snart tilbage med et indlæg om, hvad jeg har bedrevet tiden med de seneste par uge. Har bl.a. været til et arrangement med Tony Robbins’ åndelige vejleder og flere andre events i selvudviklingens tegn. Vil så gerne finde en dybere mening med tilværelsen igen.
Indtil da vælger jeg at tro på, at der er en mening med meningsløsheden.

En smuk "forårsdag" i Kongens Have forleden

En smuk “forårsdag” i Kongens Have forleden

Når livet pludselig ikke giver mening – men alligevel..

img_8087

Jeg har ikke blogget i lang tid efterhånden. Rigtig lang tid faktisk. Til at starte med var det, fordi jeg ganske simpelt ikke havde tid og overskud til det. Havde fuld fart på i foråret og sommeren med arbejde, studie, arrangementer, og jeg skal komme efter dig. Jeg nød det i fulde drag, og jeg følte mig flyvende. Alt kørte på skinner. Kalenderen var fyldt til randen non-stop, hvilket resultererede i, at der ingen tid var tilovers til Josephine. Jeg havde så travlt med at være PÅ konstant, at jeg fuldkommen glemte at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det, og hvilke ønsker og behov jeg havde.

På et tidspunkt blev jeg ramt af en slags ligegyldighed – depression om man vil. Fandt ikke længere glæde ved noget som helst. Kan ikke sige, præcis hvornår det skete, for det sneg sig ind på mig lidt efter lidt, men det har vel stået på i et par måneder nu.
Det går stille og roligt fremad, men det er en langsommelig proces. En gang imellem kan jeg ane små lysglimt i hverdagen, hvilket giver mig en smule håb, men det meste af tiden, føler jeg mig trist og fortabt.
Sætter konstant spørgsmålstegn ved, hvem jeg er, hvad jeg laver og mit liv generelt:
Har jeg taget den rette uddannelse?
Er jeg glad for mit arbejde?
Hvornår finder jeg kærligheden?
Hvad er mit livsformål og min mening med livet?
Er jeg egentlig på vej i den rigtige retning?

Som I kan høre, er det nogle ret tunge, eksistentielle spørgsmål, der rumsterer i mit hoved lige i øjeblikket, og jeg har vanvittig svært ved at besvare dem. Gid der lige var én, der kunne fortælle mig, hvad facit på mit liv er.

Denne fortvivlelse har gjort, at jeg tidligere i dag tilmeldte mig en workshop i slutningen af måneden om positiv psykologi, om at lære sine styrker bedre at kende og ikke mindst om at få mere overskud i hverdagen.
Håber, at den kan give mig lidt inspiration og styrke til at gå efter mine mål. Når jeg vel at mærke har fået redefineret dem…

Jeg er blevet virksomhedsejer!

(wallpapershacker.com)

(wallpapershacker.com)

For en uge siden startede jeg min egen virksomhed. Det er først nu, det er ved at gå op for mig, hvor vildt det egentlig er. De seneste par dage har flere af mine venner sagt “hvor er du sej!” og jeg har bare tænkt “tjohh, alle kan jo starte en virksomhed, så hvor sejt kan det være..”
Men det ER f***ing sejt! Og jeg er mega stolt af mig selv for at være helt ærlig. Jeg har altid gået med en drøm om at blive selvstændig, og det er jeg nu – i hvert fald delvist. For jeg arbejder jo stadig som model. Men det der med, at jeg har fået skabt et fundament for min fremtid på den måde, er simpelthen så vildt at tænke på. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at det kan blive virkelig godt.

Min virksomhed hedder Flying Jellyfish Media. Jeg beskæftiger mig primært med videoproduktion, fotografering og rådgivning i optimering af sociale medier for virksomheder. Da jeg skulle finde på et navn, tænkte jeg helt automatisk JDC Media eller noget i den dur, men det lød bare alt for tørt og kedeligt til den kreative mediebranche. Så jeg begyndte at tænke på dyrenavne i stedet og pludselig kom min hjerne frem til ‘jellyfish’. Ordet ligger bare godt i munden, og så har jeg egentlig altid været fascineret af gopler. De er virkelig smukke, men også lidt spøjse, for hvor er hovedet osv.?!
Det der med ‘flying’ var egentlig bare for at fylde noget mere på. Jeg fandt nemlig ud af, at der allerede findes et mediebureau ved navn Jellyfish Media andetsteds i verden. Så jeg rådførte mig med en klog medie-gut fra Los Angeles ved navn Morten Bay, som sagde at jeg burde tænke i navne som ‘Happy Fish’, ‘Jumping Dog’ og så fremdeles, og så poppede ‘Flying Jellyfish’ straks op i mit hoved! Hvilket jo er lidt tosset, for gopler kan som bekendt ikke flyve, men jeg er faktisk ret stor fan af tossethed. Og så synes jeg også, at ‘flying jellyfish’ indikerer, at ligegyldigt hvor skøre og urealistiske dine mål så end måtte virke, så gå efter dem alligevel! Lad være med bare at drømme – sæt dig nogle mål. Gerne de store og skøre af slagsen ;)